søndag den 21. december 2014

Tilbageblik

I ugen havde vi besøg af en fransk kollega som jeg mødte første gang da jeg var i Marokko. Han har blandt andet boet nogle år i Sydamerika, hvilket fik os ind på det her med madvaner. Hans reflektion var, at han havde overlevet 6 måneder i Marokko, og derfor anser at han vil kunne overleve hvorsomhelst af hvadsomhelst. Det grinede vi en del af, især fordi jeg ved det ikke er en negativ reflektion, men derimod blot en observation. Og det fik mig atter engang til at tænke tilbage på mit eget lange ophold i dette Nordafrikas perle. - Traditionel marokkansk mad smager utroligt dejligt, men i deres stræben efter at blive så europæriserede som muligt myldrer det med amerikanske hurtigmads restauranter, og spansk, fransk - og italiensk inspirerede ditto. Tilsat anseelige mængder med sukker og ingen salt. For mig blev bekendtskabet en symfoni af evig svæven på en sky af sukker, sødt og fedt. Dels fordi jeg har et meget anstrengt forhold til ost, der som konsekvens af denne falden på maven for al udenlandsk er fnadret ind i alt hvad der fås på spisekortet, dels fordi sukker - tro det eller ej - kræves i ret store mængder, hvis man skal overleve i 45 graders varme. - Det lykkedes mig (for første gang siden jeg fødte mit sidste barn for 22 år siden) at se vægtens nål lægge sig på 50 - en solid opgang på 10 kilo. - Lårene klaskede mod hinanden for hvert skridt jeg tog!
I det fantastiske auditorium hvor vi opholdt os hver dag mellem 8.30 og 18 var det så varmt at sveden bare tapløb. Vist var der et topmoderne aircondition anlæg - men det stod jo på 28 grader, og allerede dér sveder en nordbo som en gris. Hjemme på hotellet valgte jeg at lade anlægget stå på 15 grader og blæst døgnet rundt. Mærkeligt nok lykkedes jeg aldrig at forkøle mig. Jeg er fuldkommen overbevist om, at havde jeg ikke svedt så meget, var min slutvægt landet på 60.
I denne søde juletid er safran en stor og vigtig handelsvare. Luciaboller og kranse skal tilsættes safran. Som for dyre penge indhandles hos butikkens kassedame i bittesmå pakker á 0,32 gram. - I Marokko kunne jeg have handlet det i kilovis for nogle få dirham. Tænkte slet ikke på det - hvilket er dumt og beviser at jeg overhovedet ikke har noget talent for handel. Jeg kunne have tjent en formue hvis jeg havde valgt at smugle safran i stedet for billige cigaretter.



Jeg handler tøj



Vi skal spise - igen. Per venter på os under et skyggefuldt træ



Livet på Hotel Le Diwan er et overflødighedshorn af forkælelse. Hver dag er en tur i kagernes himmel

4 kommentarer:

  1. Svar
    1. Tak! Det var en dejlig oplevelse i et land jeg gerne vender tilbage til igen :)

      Slet
    2. Me too - var der som barn og har altid gerne ville genopleve det som voksen

      Slet
    3. Det kan jeg godt forstå. Der er bare så meget at se og opleve :)

      Slet