Min mormors bisættelse

 Noget af det sværeste jeg har prøvet, er at tage billeder først af min morfars bisættelse, og nu til min mormors bisættelse. Det er, i min verden, helt ubeskriveligt forkert, at tage et stort kamera med ind i kirken og stille sig op foran kisten for at fotografere. Jeg husker ikke hvorfor jeg gjorde det til min morfars bisættelse, men idag husker jeg det som en sindsygt flot dag, fyldt af mennesker der ville være med og ære min morfar en sidste gang, og jeg er så glad for at jeg har billederne at kigge tilbage på.

Vi vidste allesammen, at min mormor var dårlig, og dybt inde i os, vidste vi godt hvor det bar hen af - det gør det selvfølgelig ikke nemmere at miste nogen man holder så meget af. For min egen del, er jeg ikke kommet der til endnu, hvor jeg har forstået at jeg ikke kommer til at se min mormor, min fantastiskt kloge og kærlige mormor. Der vil helt sikkert komme en dag, hvor det går op for mig, hvad der faktiskt er sket, og det kommer til at blive helt vanvittig hårt - der vil jeg så gå tilbage og kigge på billederne, og huske min mormor, den flotte bisættelse og alle mennesker der kom og afleverede blomster.